Distressed men in a small boat on a vast, rough ocean under a hazy sun. One weary man stands holding cans while others lie down, in a painterly style.

Jeg slipper din hånd og støtter mig til rælingen for at komme op at stå. „Jeg henter,“ siger jeg, og min stemme er blevet endnu mere tør og fremmed. Varmen får alt til at flimre, og horisonten er udflydende glasblåt, der aldrig kommer nærmere. Jeg stiller mig i kø med en tom konservesdåse og låget fra en deodorant. Solen brænder i hovedbunden. Hver gang båden krænger, er der nogen, der vælter. Alt er blevet så svagt. Benene, balancenerven, drømmene. Manden der har mistet tre døtre skænker vand. En lille smule til os hver. Jeg gør mig umage med ikke at spilde, da jeg vakler tilbage over opkast, affald og kroppe. (anslag slut) Der er mest i konservesdåsen, så den får du. „Du skal ikke være bange, lillebror. Jeg passer på dig.“ Jeg smiler til dig, men du ser det ikke. Salte dråber rammer mit ansigt og tørrer ind, så det føles, som om jeg har en maske på. Bølgerne er højere nu. De slår ind over rælingen og skubber båden fra side til side. Drengen der har mistet en bror siger, det er, fordi der er land i nærheden. Han siger, det er et godt tegn. Vi havde sejlet i syv timer, da motoren gik i stå. Harkende, sort røg efterfulgt af stilhed. Vi åbnede alle dunkene med brændstof og lugtede til dem. Det var saltvand. Ligesom det, der omgav os. Efter panikken kom stilheden. Nu er det havet, der bestemmer. Jeg aner ikke, om vi driver i den rigtige retning eller tilbage, hvor vi kom fra. Jeg aner ingenting, og det er, som om mørket trænger helt ind i min sjæl. Nogen må have løjet for os. See more